Ikke et farvel, men på gensyn

Så er det vores tur til at tage afsked til WutomiAgri. Tiden er gået stærkt, og vi har fået lært en masse! Vi har lært at undervise, både i volley, computer og engelsk. Sproget fik vi også lært lidt af. Vi lærte lidt portugisisk, men brugte mest kropssprog og engelsk til at kommunikere, og det gik faktisk godt.

Det med at være en del af den afrikanske kultur i dette fantastiske land er noget vi aldrig vil glemme. Uanset, hvor vi har været, har folk altid taget imod os, som om vi var familie. Specielt på skolen har vi kunne mærke elevernes åbenhed og velkomst. De tog os hurtigt ind i deres fællesskab. De er blevet vores tætte venner, og vi håber en dag at kunne komme tilbage og besøge dem igen og se, hvad de har formået efter denne uddannelse. Det er vildt, hvordan vi kan komme som to vildt fremmede piger og lige pludselig bare blive en del af hverdagen hernede og blive værdsat. Det er da helt vildt fantastisk.

Man går aldrig alene i Chicumbane

Vores sidste tid med eleverne er blevet nydt fuldt ud, og hvert minut sammen med dem har været godt. Den bedste afslutning blev holdt med en fridag på stranden. Alle elever og lærere tog med, og igen kørte den trofaste truck mod stranden. Eftersom at eleverne sjældent eller aldrig har været på stranden, var der stor glæde blandt dem alle. Inden vi fik set os om, var de alle løbet i vandet. “Picture, picture!” blev der råbt fra alle sider, og kamerarullen blev fyldt med billeder og minder. Bolden hjemmefra var kommet med, og efter en frisk dukkert i vandet blev bolden sparket i gang og alle var med til den vildeste strandfodboldkamp.

Turen gik hjem, og Alice havde forberedt en lækker frokost til os. Da det var vores sidste frokost med alle sammen samlet ved bordet, blev der sagt nogle få bevingede ord fra både fra os og eleverne.

Fantastisk og virkelig hyggelig dag på stranden

At sige farvel er aldrig en sjov ting. Vi siger på gensyn og håber og ønsker at komme tilbage og møde alle de fantastiske mennesker igen. Specielt Alice og Gina – her trillede tårnene frem. De har været et stort del af vores ophold, og uden dem havde det ikke været det samme. At sige farvel til eleverne var helt mærkeligt, da vi altid er vandt til at sige “see you tomorrow”. Ikke denne gang. Vi kommer til at savne hver enkel elev, deres væremåder og personligheder. De er noget særligt hver især.

På besøg hos Alices dejlige familie

Vi føler og kan mærke at vi har kunne hjælpe gennem den måde, eleverne har taget imod vores engelsk og computerundervisning. Vi ville ønske, vi havde haft mere tid i Mozambique og på skolen til at lære eleverne engelsk, men vores rejse ud i verden er slet ikke færdig. Vi har stadig nogle måneder endnu, før vi skal hjem, men uden tvivl kan vi sige med sikkerhed, at denne oplevelse er kommet tættest på hjertet. Vi er blevet velsignet og er taknemlige for, at vi har valgt at blive volontører og blive denne oplevelse rigere.

En af de mange sjove selfies med eleverne

Vi vil også sige tak til dig, der har fulgt med på vores rejse. Vi er super glade for alle jeres reaktioner og kommentarer på facebook og hjemmesiden. Vi håber, I har nydt at kunne følge med. Tak for det.

Mange hilsner dette års volontører, Celine og Laura 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s