En anden side af Mozambique

DSC_0046
Den lokale strand er populær på en lørdag

Ikke mere end 10 kilometer fra Chicumbane ligger Xai-Xai. Byens placering tæt på vandet gør den til noget helt særligt. Havet er ubegribeligt lyseblåt, og strandenes lyse og stenfri sand indbyder til en dukkert under den varme sydafrikanske sol. Omkring stranden vokser høje palmer, der rasler i vinden, når den kølige luft fra det indiske ocean trækker ind over området. Når man lader blikket glide ud over det blå vand, kan man på en klar dag være heldig at se hvaler, der kaster sig rundt i vandet, og puster vand op mod himlen i høje sprøjt.

Drejer man så hovedet en smule mere, kan man se monstrøse forladte hoteller. Nogle steder er kun betonskellettet tilbage, mens man andre steder kan ane en gammel port, en gammel svingdør eller knuste ruder. Noget af den gamle beton er ved at være så ødelagt, at det ikke længere røber sit oprindelige formål. På de hvide strande strejfer vilde hunde omkring. Mange af de få restauranter, der er langs stranden, er udstyret med røde Coca-Cola-plasticstole, og her kan man få sig en grillet kylling med salat og ris til. Langs Xai-Xais strande undgår man ikke at forholde sig til den blodige borgerkrig landet har været gennem, hvor de hvide portugisere blev smidt ud af landet, og deres luksushoteller, huse, togstationer og fabrikker, forladt. De står nu tilbage som et spøgelsesagtigt vidne om en mørk fortid.

DSC_0056
Forladt hotel

Strandende ved Xai-Xai er på trods af sit rå udtryk et samlingspunkt for de lokale, og et udflugtssted for oplandet. Gina, skolens leder, havde i ugens løb besluttet, at vi alle på WutomiAgri skulle på tur til stranden. Via skolens kontakter blev der lejet en minibus til skolens personale, elever og volontører. Da vi kørte mod stranden havde vi medbragt højtalere, mad til frokosten, badetøj og et volleyballnet. Menuen stod på stegt fisk, ris og kålsalat med eddike. Det er mere lækkert end det umiddelbart lyder, og pga. fiskens lange ophold i olie var den blevet så sprød, at hovedet på fisken især blev knasende sprødt og lækkert. Eleverne nød det lille afbræk i den almindelige trummerum på skolen. Alle var meget flittige til at tage mange billeder – af alt! Vi kan derfor henvise til elevernes facebookprofiler, hvis læseren ønsker flere billeder af vores strandtur. Her fremgår vi og eleverne i alle beskæringer, kvaliteter og poses, som man overhovedet kunne forestille sig!

I denne uge har vi været i gang med nogle praktiske ting på skolen. Elevernes baderum trængte voldsomt til en gang maling. Når man har gang i en arbejdsproces er det rart at kunne se, at man kommer fremad – og det kunne man på de mure vi malede. Der var en markant forskel på den grå afskallede betonfarve og den cremegule farve malingen havde. Det var fint at få malet de store flader, og når man ser resultatet lidt på afstand og kniber øjnene sammen, ser man ikke engang de små pletter på gulvet og stederne hvor malingen er løbet under tapen. Derudover har vi endeligt fået tilplantet vores bed udenfor huset med roser, en palme og hækplanter omkring. Så nu kan vi omsider sige, at vi ser en rose skyde op af den varme betoncirkel i forhaven.

Ugens højdepunkt har været, at skolens initiativtagere, Lisbeth og Kurt Terp, er ankommet til WutomiAgri. Fredag tog skolens elever imod dem. Eleverne Rofinha og Vasta holdt en lille tale og på vegne af lærerne bød Nicolácio velkommen på engelsk. Selv holdt vi en lille tale på portugisisk – lavet med god og trofast hjælp fra vores portugisiskhæfter fra undervisningen, samt den aldrig svigtende støtte; Google oversæt. Kurt og Lisbeth lejer et smukt hus mellem de forladte hoteller og palmerne ved Xai-Xais strande. Vi var så heldige at få lov til at tilbringe weekenden hos dem i deres nye hus. Sammen gik vi en tur på stranden og om aftenen spiste vi fisk på en af de restauranter, der faktisk havde suppleret plasticstolene med nogle mere indbydende træbænke. Vi har tilbragt to måneder på WutomiAgri, som jo er deres livsprojekt. Det er måske ikke så svært at forstå, at vi havde rigtigt, rigtigt meget at snakke om. Kurt og Lisbeth skal være i Mozambique de næste 4½ år, og den beslutning virker de, forståeligt nok for os, ganske godt tilfredse med!

Tilfredshed var der også at spore hos os, da vi åbnede Kurt og Lisbets bagage. Vores skønne familier derhjemme – nok vores mødre, havde sent små danske lækkerier. Der var stor glæde at spore, specielt hos Alfredo, der nu har fået lakridsdepoterne fyldt op.

IMG_4279

Efter besøg hos forskellige kirker i lokalområdet de forrige søndage, prøvede vi i denne uge, Pastor Antonios kirke i Xai-Xai. Sammen med Kurt og Lisbet oplevede vi en gudstjeneste, der tenderede til at være en dansk moderne gudstjeneste. Følelsen af endelig at kunne forstå en smule af det portugisiske gennem gudstjenesten, gør de mange timer i kirke en smule mere spændende.

Kommende uge byder på vores næste tur til nabolandene, da vores 30 dage i Mozambique som visummet tillader snart er oprundet. Denne gang går turen til det eventyrlige Swaziland, der den dag i dag fungerer som et monarki med en konge, der har 17 koner – i alt fald efter hvad rygterne siger.

Mange hilsner Alfredo og Simião

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s