Nyhedsbrev 15. dec 2011

GLÆDELIG JUL FRA MOZAMBIQUE

Hvor blev tiden af?

Se som pdf: Nyhedsbrev 15. dec 2011

Skriv til nyhedsbrev@wutomiagri.dk, hvis du ønsker disse breve tilsendt på mail.

Decembers voldsomme varme er pludselig over os i Mozambique. Endnu et skoleår er afsluttet, og for staben betyder det evaluering af det gamle år og planlægning af et nyt og endnu bedre skoleforløb 2012.

For undertegnede betyder det afskedsmøder, afskedsaftaler, afskedsfrokoster og nedpakning af et spændende, udfordrende, til tider hårdt, men altid meget givende liv i Mozambique.

Skolestaben er som før nævnt blomstret i år under Marcos’ ledelse. Hver medarbejder tager sit arbejdsområde alvorligt, og vi oplever, at resultatorienterede unge kollegaer nu for alvor bruger hinanden til råd og vejledning.

Det er med ro i sindet, vi drager mod nord om få dage. Vi tror på, dette team nu kan og vil føre skolen videre i den rette ånd. Måske ikke helt så effektivt, som vi kunne drømme om, men i hvert fald, så unge mænd og kvinder på dette sted kan blive godt rustet til at skabe en god fremtid for deres familier – gennem landbrug. Vi vil følge projektet tæt fra sidelinjen i Danmark, og allerede til marts tager vi tilbage på det første besøg.

Samarbejde med høvdinge og præster i de landsbyer, vi rekrutterer elever fra, skal sikre, at vi kun optager elever, der vil tage tilbage for at opstarte seriøs landbrugsvirksomhed. De sidste to års erfaring har vist os, at unge mennesker vil gøre og love nærmest hvad som helst for spændende muligheder. Mange drømmer om storbyen, og ser al uddannelse som et springbræt videre i systemet. Derfor har Marcos været på rundtur hos landsbylederne i de områder, vi har valgt til næste år, for at planlægge, hvordan de kan lave samarbejdsaftaler for fremtiden med de unge mennesker, de sender af sted på WutomiAgri.

De nye toiletter troner nu højt og flot. Dagen 11.11.11 blev på WutomiAgri en meget højtidelig dag for indvielse med blandt andet skål i farvestrålende saftevand  En lille uge efter havde vi fint besøg fra Holland. Lokalpolitikere fra den provins, der sponsorerer det miljøprojekt, vi arbejder sammen med, var på feltrejse i Mozambique. De blev vist rundt på skolen – og var begejstrede! Eleverne har nu taget godt imod de fine toiletter, selv om det i starten var svært at overtale pigerne til at sætte sig rigtigt ned… Nu bliver det spændende, når der kan ses resultater med urinen. Se nærmere forklaring på billedsiden på http://www.wutomiagri.dk

Skoleårets afslutning blev markeret med et brag af en dimissionsfest sidste fredag den 9. december. Alt var nærmest parat, da klokken passerede de 10.00, der var inviteret til. Kun manglede vi de vigtige landsbyledere, der som sædvanligt lod vente på sig. Men kun en halv time senere kom de anstigende, og absolut tilgivet blev de, da de forskellige høvdinge nærmest kappedes om at overgå hinanden med kloge og rosende taler. Også fra forældrerepræsentanten blev der vist stor taknemmelighed. Denne onkel til Elsa tog os alle med storm, da han fantastisk humoristisk fortalte om, hvordan han først havde været meget skeptisk, da Elsa ville lave ting om i produktionen derhjemme. Men han var jo blevet alvorligt overrasket over hendes resultater, der åbenbart ikke kun var held… Nu opmuntrede han kraftigt de andre forældre til at lade de unge mennesker vise, hvad de havde lært.

Vi skal ærligt indrømme, at vi var rørt til tårer – og meget stolte!

Glædelig jul og et velsignet nytår ønsker vi her fra Mozambique. Tusind tak for støtten i 2011! Projektet er stadig dybt afhængigt af denne hjælp, som, vi håber, kan fortsætte i år 2012. Sammen kan vi gøre en forskel!

De varmeste hilsner
Kurt og Lisbet Terp

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s