Brev fra team i august

 d. 11.09.09

”Ej! Jeg kører jo i den forkerte side af vejen!” lød det omme foran, da det pludselig gik op for Kurt at han kørte i højre side af vejen. Vi var på vej fra Maputo til Xai Xai, hvor vi skulle give en hjælpende hånd til Kurt og Lisbets landbrugsprojekt. Jeg havde valgt at køre med Kurt i den tro, at det ville være mindst risikabelt, men pludselig blev jeg alligevel lidt i tvivl 😉 Men det stod helt klart, da vi kom frem, at jeg i hvert fald havde valgt den bil med mest komfort og mest plads! De der havde valgt den såkaldte bus, havde i hvert fald ikke haft meget plads at gøre med. Men de havde fået en på opleveren, og det var jo også et af formålene med rejsen. Alle kom vi godt frem, og var klar til 3 uger med nye, spændende og anderledes oplevelser.

klemt og glad
klemt i bussen

I teamet var vi 2 tømrer, en elektriker, en elinstallatør og 5 friske kvinder med hænderne rigtig skruet påJ  Opgaverne i huset bød på alt lige fra maling af diverse rum, lapning af myggenet, hævning af terrassegulv  (Så Lisbet kan få sin nysgerrighed stillet og stadigvæk sidde ned..) opsætning af køkkenbord og andre småting. Vi var mange til arbejdet så stress blev aldrig en del af arbejdsdagen, men til gengæld var der god tid til hyggelige kaffepauser, hvor nutella havde en helt særlig plads på bordet.

Nutella!!!
Nutella!!!

 

I weekenderne holdte vi fri og tog ud og oplevede byen sammen med lokalbefolkningen. Vi blev udfordret af de unge fra Youth for Christ til at spille volleyball. Der fik vi vores opgave for, og nogen sejr blev det heller aldrig til, men vi kæmpede en brag kamp og der var en vældig stemning omkring nettet. Samme aften blev vi inviteret ud i en landsby, hvor der skulle vises Jesus-film over Lukas evangeliet. Vi pakkede os godt ind i lange bukser, varme trøjer, strømper og sko, op på ladet af bilen og så af sted til landsbyen. Dette blev en af de mere specielle oplevelser. Kvinder og børn fra hele landsbyen var strømmet til, for de havde hørt der blev vist film og der ville være nogen der optrådte med dans og musik. Hvem ville gå glip af det? Der sad vi så, store som små på sivmåtter og bænke ude i Guds skønne natur. Til at spænde ”filmlærredet” op fældede de blot to træer og gravede dem ned som stolper. Det må da kaldes Zulu sommerbio 😉 Ikke for at sige noget ondt om Lukas evangeliet, men det var altså ikke filmen der var den store oplevelse den aften 😉 Det var mere situationen i sig selv.

Hygge ;)
Hygge 😉

Søndagene blev brugt i kirken og efterfølgende hygge og afslapning enten ved stranden eller hjemme i haven med en god bog eller et godt spil kort. Vi var i to forskellige kirker, men begge steder fornemmede man en fantastisk stemning af farvestrålende kvinder der dansede og sang af fuld hals. Helt særligt var det dog at være i kirke ude ved landsbyen, hvor sang og dans var en meget stor del af gudstjenesten. Det var så festligt, men måske en smule langt, hvilket kunne være grunden til at størstedelen af de fremmødte var kvinder. Efterfølgende blev vi inviteret over til præsten på middag, hvor vi mødte Pastor George som jo havde taget sig rigtig godt af Lisbet og Kurt i den første tid, og taget dem til sig som sine egne børn. Og der er de i hvert fald i gode hænder. Præsten i landsbyen påpegede også vigtigheden af, at teamet kom med ud at se jorden, hvor skolen skulle bygges. Så kunne vi fortælle herhjemme at nu har vi set jorden. Og den er god nok, de har fået noget jordJ

Så en af de sidste dage gik med at tage ud og se jorden. Og præsten fik helt ret, det betød faktisk noget at vi lige fik lov at se, hvor det skal ligge. Nu har vi jo en mulighed for at forestille os, hvordan det kan blive. Vi brugte tiden derude på at takke Gud for jorden og bede ham om at velsigne den. Præsten var blevet hjemme fra et ærinde han havde i hovedstaden, bare for at vi kunne få lov til at se jorden, men også for at vi sammen kunne bede om Guds velsignelse over den. Det er som om de virkelig har forstået vigtigheden af at lade Gud velsigne arbejdet for at det må lykkes. Det er dejligt at vide at Kurt og Lisbet ikke står alene med projektet, men at Gud også har kaldt på andre til at hjælpe projektet og Lisbet og Kurt godt på vej i deres nye dejlige land.

Må Gud velsigne arbejdet (Susanne Morthorst)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s